• Business-update: Kendt advokat mister titlen

    Source: BDK Finans / 04 Apr 2024 08:35:29   America/Chicago

    Velkommen til torsdagen Business-update på endnu en dag, hvor retsopgøret i udbytteskatteskandalen fortsætter, i dag med afhøring af vidner fra de danske finans- og skattemyndigheder. Vibe Hyltoft og Julie Søltoft dækker sagen for Berlingske, flankeret af tegner Lars Andersen. Læs deres reportage fra gårsdagens retsmøde, hvor Sanjay Shahs tidligere højre hånd, Anthony Mark Patterson, smed sin tidligere chef under bussen. Og læs også denne sjove gennemgang af »Seks vilde tal fra udbyttesagen, du sikkert aldrig har hørt om« fra vores kolleger på Børsen. Og så springer vi ud i dagens nyheder. #1 – Familieejet dansk koncern: Vi er ikke længere aktive i Rusland Den østjyske spagnumgigant Pindstrup Mosebrug skriver i sin netop offentliggjorte årsrapport, at båndene til virksomhedens russiske forretning er kappet. Pindstrup indgik i sommeren 2022 en juridisk bindende aftale om et salg af de russiske selskaber, men har ikke kunnet gennemføre salget. I første omgang på grund af EU-sanktioner, siden var det russiske regler, som stod i vejen, fremgår det. »Pindstrup har efterfølgende indgået en aftale med køberne, hvor Pindstrup som kapitalejer frasiger sig alle ledelsesmæssige rettigheder og alle økonomiske rettigheder til de russiske selskaber. Pindstrup er dermed ikke længere aktiv i Rusland,« skriver selskabet i årsrapporten. Det er fortsat Pindstrups intention at gennemføre afhændelsen af de russiske aktier »så snart dette er muligt«. »Afledt af dette rapporteres de russiske selskaber som ophørende aktiviteter i årsregnskabet for 2022/23,« skriver det østjyske selskab. Investeringen i de russiske selskaber blev fuldt nedskrevet med knap 125 millioner kroner i 2021/22-regnskabet. # 2 – Fortroligt udkast: Sådan skal nyt brintrør forløse dansk havvindeventyr i Nordsøen Regeringen er tæt på at kunne præsentere en aftale om et kommende brintrør, der skal løbe fra Nordjylland til den tyske grænse. Det fremgår af et aftaleudkast, som Finans er i besiddelse af. Danske brintproducenter skal på forhånd forpligte sig til at bruge mindst 44 procent af den samlede kapacitet i et nyt brintrør, hvis staten skal åbne for pengekassen. Brintrøret forventes at koste i omegnen af 15 milliarder kroner. # 3 – Mærsk-topchef ser europæ­iske kunder flokkes om halvtomme fabrikker i Kina Kinesiske fabrikker har i øjeblikket for lidt at lave, og det smitter af på produktionspriserne. Det frister europæiske virksomheder i en tid, hvor der ellers er fokus på at gøre sig mindre afhængig af Kina som produktionsland. Det beretter A.P. Møller-Mærsks topchef, Vincent Clerc, ud fra shipping- og logistikkoncernens transport af varer til og fra Kina samt opbevaringen af disse varer på et af koncernens mange kinesiske lagre. »Der er rigtig, rigtig gode priser i Kina lige nu. Europæiske kunder er begyndt at købe mere ind i Kina, end de hidtil har gjort. Når du kigger netto på, hvad der kommer ud af Kina, kan vi se, at det faktisk ikke har ændret sig særlig meget,« siger Vincent Clerc i et interview med Børsen foretaget i marts. # 4 – Kendt advokat mister titlen Og så til historien fra overskriften. Advokatnævnet har frataget Eduardo Vistisen retten til at drive advokatvirksomhed, fremgår det af en 95 sider lang afgørelse. Mediet Advokatwatch omtaler afgørelsen, som kommer, efter at Advokatrådet har indbragt sagen for nævnet, der allerede i oktober sidste år fratog Vistisen advokattitlen indtil den endelige afgørelse. »Med kendelsen har Advokatnævnet nu fastslået, at Eduardo Vistisen adskillige gange groft har overtrådt sine pligter som advokat,« udtaler Advokatrådets formand, Martin Lavesen, i en skriftlig kommentar til AdvokatWatch. AdvokatWatch har spurgt Eduardo Vistisen, om han også vil indbringe den nye kendelse for domstolene, men det har han ikke svaret på inden artiklens deadline. Sagen drejer sig om i alt seks forhold, hvor Advokatnævnet mener, at Eduardo Vistisen har overtrådt reglerne for god advokatskik. Det drejer sig blandt andet om, at han har slettet sagsakter, ikke varetaget sine klienters interesser behørigt og ikke udvist respekt for domstolene. Eduardo Vistisen var i en årrække en meget citeret skatteekspert i medierne. De seneste år har han dog primært været omdrejningspunkt for kritisk presseomtale. Sidste år skrev mediet Finans om en lang række klager og beskyldninger om muligt underslæb mod Eduardo Vistisen. Og i februar i år skrev Weekendavisen om advokaten og hans tidligere hustru Anette Røpke, der er clairvoyant hestehvisker. Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Eduardo Vistisen. Tre uundværlige fra Berlingske Business Måske har du allerede set dem, hvis du har læst Berlingske i dag. Men her er tre historier, som vi vil anbefale dig: A: »Mysteriet i Nyhavn« har været i myndighedernes søgelys i årevis. Nu dukker det op i kæmpe svindelsag Et selskab i Nyhavn har i årevis turneret med en historie om, at det ejer ædelsten for milliarder. Adskillige gange har selskabet dog været i myndighedernes søgelys, og nu er det også dukket op i en sag om mulig svindel for et kæmpe millionbeløb. Læs den utrolige historie her. B: Leasing af biler eksploderer – sådan finder du vej Nu er der flere, der leaser en bil, i forhold til hvor mange der køber én. Det er der ifølge eksperter flere gode grunde til. Læs dem sammen med deres råd til at bedømme et leasingtilbud. Guiden finder du her. C: Kort før retssagen skulle begynde, smed han sin tidligere chef under bussen. Onsdag svarede han på alt om udbyttesvindlen Vidneafhøringerne er begyndt i sagen mod Sanjay Shah. Onsdag morgen blev hans tidligere højre hånd fra kontoret i London og Dubai kørt fra Vestre Fængsel for at afgive forklaring. Læs Berlingskes reportage fra retten her. Tak, fordi du læste med! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-kendt-advokat-mister-titlen
Share on,